Spring til indhold
plask

Vandlege

Lege med en spand vand

De bedste vandlege kræver næsten intet: en balje, nogle kander og en varm dag. Her er lege, der passer til forskellige aldre. Har I et soppebassin eller en balje fremme, så husk, at en voksen altid er med, og at vandet hældes ud bagefter.

I haven

Fra 1 år

Hælde og fylde

En balje med vand og en samling kander, kopper, sier og tragte. Små børn kan hælde frem og tilbage længe og lærer om meget og lidt, fuld og tom.

Fra 1 år

Mal med vand

En pensel, en malerrulle og en spand vand. Mal fliserne, hegnet eller husmuren. Når solen skinner, forsvinder malingen, og man kan begynde forfra.

Fra 3 år

Svampestafet

To spande pr. hold: en fuld ved start og en tom et stykke væk. Sug vand op i en stor svamp, løb over, og vrid den ud. Det hold, der først fylder spanden, vinder.

Fra 3 år

Vandbane

Gamle tagrender, rør eller halve plastflasker sat på skrå mod hegnet eller en stol. Hæld vand i toppen, og se korke og blade sejle ned. Byg om, og prøv igen.

Fra 3 år

Sprinkler-stopdans

Musik og en sprinkler på græsplænen. Alle danser gennem vandet, og når musikken stopper, skal man stå helt stille, uanset hvor vandet rammer.

Fra 6 år

Barkbåde

Byg en båd af bark eller et låg med en pind og et blad som sejl. Blæs den over baljen, eller lav et kapløb med sugerør.

Inde og i badekarret

Fra 1 år

Synker eller flyder?

Saml ting fra huset: en kork, en ske, et æble, en stor klods. Gæt først, og prøv så. Hvorfor flyder det store æble, når den lille ske synker?

Fra 3 år

Isskattejagt

Frys små stykker legetøj ind i en bøtte vand dagen før. Børnene befrier skattene med lunkent vand, en ske og en pipette. Pas på små dele hos de mindste.

Fra 3 år

Farveblanding

Glas med vand og lidt madfarve i rød, gul og blå. Bland med en pipette, og se nye farver opstå. Læg et viskestykke under.

Fra 6 år

Vandklokke

Ens glas med forskellige mængder vand giver forskellige toner, når man slår forsigtigt på dem med en ske. Stil dem i rækkefølge, og spil en melodi.

Gode vaner ved vandleg

  • En voksen er med hele tiden. Også ved en balje og et soppebassin.
  • Hæld vandet ud bagefter, og vend baljen eller bassinet om, så der ikke samles regnvand.
  • Hold pause fra solen midt på dagen, og husk solhat, tøj og solcreme.
  • Tør og varmt tøj klar, når legen er slut. Børn fryser hurtigere, end de selv siger.

Læs mere på siden om sikkerhed ved vand, eller find lege til regnvejr.